Du er her: Hjem > Presse


Presse

Her lægger vi løbende pressemeddelelser op. Læs evt. også Nyhedsbrevene for  flere informationer.
Er der spørgsmål eller ønskes direkte kontakt, så skriv til foreningens mail
sydfynskulturforening@gmail.com eller ring på 30 335427.

-----------------------------------------------------

Prm lokale medier

Pressemeddelelse fra Sydfyns Kulturforening uge 36

 10 meter hvalfisk, råbekor og styltedans med fuld musik

 Det bliver sandsynligvis den største parade i Svendborgs historie, når flere end 2000 mennesker går fra Torvet gennem gaderne og langs med havnen ned til Frederiksø.

Paraden ”Fortællinger om Havet” er en hyldest til vores blomstrende kulturliv og vores dejlige område og alle kan være med.

 Fredag den 15. september sker det, og hvis du har lyst til at deltage sammen med familie, venner eller kollegaer, er du velkommen. Mangler du inspiration til temaet, er der hjælp at hente på de meget forskellige `værksteder`, som foreningen har etableret.  Tjek www.sydfynskulturforening.dk. Der kan du få alt at vide om værksteder mm. under `vil du være med?`.

 Verdenspremieren på Sydfyns nye parade finder sted på Torvet d.15.september. Alle samles mellem kl.16.30-17, og når kirkeuret på Vor Frue Kirke har slået fem timeslag, synger Havfruekoret sirenesang fra toppen af tårnet. Derefter sætter Povl Christian Balslev sig ved stavene og spiller Parademarchen på klokkespillet. Den har deltagerne indøvet tekst, melodi og koreografi til inden, så alle kan være med. Så kommer selve Hvalfisken, en gigantisk dukke på 10 meter, svømmende ned ad Wessels Trappe og lægger sig til rette som den forreste i Paraden, lige foran det ledende brass-band.

Havgudinden `Ran`, det grumme væsen, i skikkelse af Josefine Ottesen, sørger for, at alle deltagerne kommer afsted i den rigtige rækkefølge, og at samba-bandet er de sidste, der forlader Torvet.

På Centrumpladsen passerer det store optog en Fiskehejredans. På stylter! Videre går det forbi Skt. Nikolai kirke, hvor B&U-Teatret afholder byens mest overdådige Fiskebryllup. På toppen af Møllergade sidder der folk i vinduerne og råber, og det er meningen. Det er Kim Linnet og en del andre ordkunstnere, der laver Råbekor.

Paraden fortsætter ned til Terningen, hvor et harmonikaorkester bogstaveligt talt tager imod med åbne arme. Videre hen til Havnetrappen, hvor Ulrich Klostergaard har samlet måske landets største folkekor. Imens paraden går forbi, opfører de sammen med Musikskolens orkester Christian Søgårds hyldestsang til Svendborg, `Musikkens By`.

På p-pladsen bag Fremtidsfabrikken  står Søren Mørkrid fra sArt Danseteater klar med en flok dansere, der sender paraden videre langs Jessens Mole. Her tager det  gode skib Caroline S imod med sit sømandskor. Fulgt af shanties bevæger den store flok sig videre mod Frederiksø, hvor Paraden ender på p-pladsen bag Kammerateriet. Parademarchen bliver sunget igen, og derefter er det samba-bandet der fører an mod Rundbuehallen for dem, der har appetit på mere samvær.

Her er der mad og drikke og endnu mere optræden, når Jan Schønemann er vært for ´Åben Scene`.

Madbilletter til en 50’er kan du købe ved Rundbuehallen på dagen, eller du kan købe dem i forsalg på Torvet lørdag den 9. september mellem kl. 10 og 13. Her holder Sydfyns Kulturforening igen et åbent værksted, hvor du er velkommen. Kan du ikke nå det, kan du kigge indenom i Harder´s Cafe i Møllergade, hvor foreningen har kastet anker fra d.11-14 september fra kl. 15- 18.

Ud over hjemmesiden kan du følge med på Facebook: #sydfynskulturforening.

 2 - uge 34

Prm parade uge 34

Rubrik

En hyldestsang til Svendborg.

Underrubrik

Skal vi lave Danmarks største Folkekor? Vil du være med?

Sydfyn er mageløs! Ikke alene har vi hav, strand og skov – vi har også et sprudlende og innovativt kulturliv med en bredde, man ikke ser mange andre steder.

Her i området har vi både glade amatører, seriøse professionelle og nationale ikoner, der alle føler sig forbundet med stedets ånd. Det giver os nogle unikke muligheder for at skabe kulturelle begivenheder, der næppe findes andre steder i vores lille land.

Paraden ”Fortællinger om Havet”, der finder sted d.15.september fra kl.16.30-19 er lige præcis sådan en begivenhed!

Paraden er planlagt af frivillige fra ”Sydfyns Kulturforening”, der repræsenterer flere forskellige ”lag” af Svendborg Kommunes kulturliv, den bliver effektueret i samarbejde med bl.a. en lang række lokale kunstnere, og den henvender sig til alle i området, uanset alder og baggrund.

Paraden ”Fortællinger om Havet” kommer til at samle alle, der har lyst til at deltage i en kærlig og munter fejring af, at vi bor, hvor vi bor.

Ønsket om at række ud og involvere så mange som muligt i et kulturelt fællesskab har fået Sydfyns Kulturforening til også at arrangere en række spændende og skæve workshops for alle aldre.  Titler som: ”Klæd dig ud som et skib og sejl gennem byen”, ”Havet på Hovedet” eller ”Taget af Strømmen” er bare nogle af de sjove sammenhænge, man kan blive en del af!

Og holder du af at synge, får du mulighed for en fantastisk oplevelse, hvis du melder dig til paradens Folkekor.

Som endnu et eksempel på områdets helt særlige ånd og kulturelle samarbejde mellem professionelle og amatører vil Christian Søgaards hyldestsang til Svendborg: ”Musikkens By” bliver ur-opført som korværk undervejs i paraden. Christian Søgaards swingende sambasang bliver sunget af et Folkekor under direktion af Ulrich Klostergaard og akkompagneret af et stort orkester fra Svendborg Musikskole. Kor og orkester vil være placeret på Havnetrappen, og der skal helst være rigtig mange i koret! Som Urich Klostergaard skriver i sin beskrivelse af Folkekoret: ”Det er nemlig et udendørs kor, så vi skal have et lydtryk på koret, der kan høres fra Havnetrappen og ud over det ganske ø-hav”.

Og måske er netop fællessangen, som vi alle sammen kender, det allerbedste billede på, hvad det er for et fællesskab, Sydfyns Kulturforening gerne vil skabe med paraden: Vi synger den samme sang med hver vores stemme og på den måde skaber vi et udtryk, der er større end summen af hver enkelt.

Se mere om paraden og meld dig til workshops på www.sydfynskulturforening.dk

eller mød foreningen på Torvet d.26.august fra kl.10-13

 

 

uge 32

Kære alle paradeinteresserede.

Vi har hejst anker og sat sejl! Vi har vinden ind fra siden, og vi krydser lystigt frem imod d.15.september 16.30-19, hvor paraden ”Fortællinger om Havet” skal finde sted.

Men allerede lørdag d.12.august  kl.10-13 kan du møde os på Torvet. Vi sætter et arbejdende værksted op, så kom endelig forbi! Vi giver en kop kaffe/te/saft og er klar til at tegne og fortælle, hvis der er noget, du gerne vil vide om paraden. Vi kommer også gerne med gode idéer til, hvordan du og dine familie/venner/arbejdskollegaer kan deltage.

Om I alle kommer i blå trøjer eller I producerer et kæmpeskrud til paraden er lige godt – bare I har lyst til at deltage i vores fælles fejring af Sydfyn.  

Mandag d.14.august kl.17-18 holder vi et åbent møde på Kultutten på Fredriksøen for alle interesserede. Her præsenterer vi vores herligeværksteder – og der er nok at vælge imellem! ( se mere om workshops på www. Sydfynskulturforening.dk )

Vores værksted, hvor den engelske dukkebygger, Sue Walpole, i samarbejde med et lokalt crew skal bygge en gigantdukke af Svendborgs vartegn ”Hvalfisken” er nu også helt på plads, og vi glæder os helt vildt til den flotte og farlige fisk skal ”svømme” forrest i paraden! ( og, nej - det er IKKE den på billedet ;-)  Den er bygget af børn til en af Tryllehavens parader, og vi har bare lånt billedet!)

Et af vores værksteder er faktisk allerede gået i gang. Ude i Jægermarken er en flok børn og unge i færd med at lave de fineste mosaikker, der skal indgå i paraden. 

Vi vil også meget gerne i kontakt med frivillige, der har lyst til at give en hånd med til afviklingen af paraden. Vi har lånt en masse flotte blå paraplyerDet Kongelige Teater ( rekvisit fra Røde Orm!) som skal bruges, så man kan finde de – forhåbentlig – mange frivillige, der har lyst til at være ”letmatroser” og hjælpe os med afviklingen. Så duk endelig op til mødet i Kultutten eller giv os besked via mail eller facebook, om du er klar til at give en hånd med d.15.september.

Den 15. September bliver på flere måder en skelsættende dato. I forbindelse med afviklingen af paraden får Christian Søgaards hyldestsang til Svendborg ”Musikkens By” ur-premiere som korværk med orkesterledsagelse. Forestil dig Svendborg Musikskoles mange dygtige unge musikere stå klar på Havnetrappen samme med en stort folkekor. Når paraden bevæger sig ned ad Hulgade, sætter kor, orkester OG paradedeltagere i med Christians swingende sambasang – DET BLIVER STORT!

Hør sangen her: http://sydfynskulturforening.dk/userfiles/downloads/Musikkens%20By%20final%20Klavess.mp3

Folkekoret, der skal øve søndag d. 10/9 fra kl 12 til 13 og torsdag d. 14/9 fra kl 19 til 20 på Harmonien, Møllergade 36, , bliver dirigeret af Sydfyns kor-nestor, Ulrich Klostergaard og har du lyst til at synge med, så giv endelig besked ( se mere under værksteder på www.sydfynskulturforening)

Og så ved vi nu, at Musikskolen – udover at akkompagnere folkekoret - OGSÅ stiller med et sambaorkester i samarbejde med Peder Most Garden, og at den herlige garde DERUDOVER bidrager med et swingende brass-band.
Er det da ikke et fantastisk sted, vi bor!!!  

 --------------------------------------------------

Pressemeddelelse maj  2017

"Fortællinger om Havet", Sydfyns nye parade.

Så står vi til søs ....
Sydfyn er frodig - naturmæssigt, men også kulturelt. En parade 15. september 2017 skal fejre områdets mangfoldighed. Paraden, hvis tema er Fortællinger om Havet, forener unge og gamle, nutid og fortid, kunsten, søfartshistorien og fællesskabet.

Mandag d. 22. maj kl. 17-18.30 kan man høre mere om, hvad en parade er, og hvordan man kan være med og bidrage til det store optog gennem byen. Foreningen, der står bag, er Sydfyns Kulturforening, der er stiftet af bl.a. forfatter Josefine Ottesen.
I århundreder har der levet mennesker i dette skønne og frodige område, hvor driftige sømænd har åbnet Sydfyn mod verden. Vi vil med paraden d. 15. september 2017 iscenesætte og udfolde små og store maritime historier. Alle, der har lyst til at høre mere og måske deltage i festlighederne, er meget velkomne til vores informationsmøde, siger hun.

Infomødet d. 22. maj foregår i Spejlsalen i Borgerforeningen Svendborg Kulturhus. Tilmelding er ikke nødvendig - bare mød op!

Vi har allerede kontakt med mange, der har sagt, at de gerne vil være med, og nu glæder vi os til at fortælle mere, møde folk og udveksle overvejelser om dette nye fællesskab. Vi vil selvfølgelig informere og engagere, men vi vil også meget gerne lytte til og dele idéer med alle gode lokale kræfter; både fra enkeltpersoner, fra foreninger, institutioner og andre grupper, der har lyst til at være med. Der er allerede planlagt flere workshops i eftersommeren, hvor man kan være med til at lave masker, kostumer, sære hatte og store dukker med mere, tilføjer Josefine Ottesen.

I løbet af sommerhalvåret skal der planlægges og organiseres, for ambitionen er høj. Paraden bliver festlig, original og en mangfoldig markering af Sydfyn. Fortællinger om Havet vil sætte egnen på det kulturelle Danmarkskort som et sted, hvor der er kræfter, vilje og ikke mindst kvalitet i kulturen til at skabe en fantastisk fest, lyder det fra foreningen.

Kontakt: Josefine Ottesen, tlf: 30 33 54 27

mail:  josefine.ottesen@gmail.com

Læs mere: www.facebook.com/sydfynskulturforening

www.sydfynskulturforening.dk

 FAKTA:

Parade, hvordan? Målet er et fantastisk optog d. 15 september, fyldt med masker, kæmpedukker, musik, drama, cirkus og dans. Med ‘Hvalfisken’, Svendborgs vartegn, som paradens symbol er håbet at få skabt en tilbagevendende tradition, der manifesterer den kreative kraft i det sydfynske område. Paraden udløber fra Svendborgs centrale middelaldertorv og fortsætter gennem byen til havnen i en festlig fejring af, at vi er Øhavets Hovedstad, og vi er stolte af det. Undervejs bliver der stop med optræden af  musik, teater, cirkus, poesi mm.

FAKTA:

Hvem står bag? Sydfyns Kulturforening er en forholdsvis ny forening af lokale kulturaktive borgere med erfaringer fra bl.a. musikkens, teatrets, litteraturens, pædagogikkens og billedkunstens verdener. Foreningens formål er at bringe kunst og kultur i al sin mangfoldighed til store og små borgere i det sydfynske område.


 

Tak for støtten fra Fynske Bank !

støtter os bl.a. med materiel.

Vores logo er tegnet af Mai-Britt Schultz og kreeret af Graflab

Samarbejdspartnere:

sART danseteater, Peder Most Garden, 
B&U teatret, 
Svbg. Musikskole, Svbg. Bibliotek,
Svbg. Forsamlingshus.
Vor Frue Kirke.
Sangcenter Sydfyn
Oure Skolerne


Vi er støttet af:
Blomster på Strøget

Konnerup Chokolade

Svendborg Event

Lolks frugtplantage (æblemost)

Svendborg Event

 

Svendborgs byvåben

 ,


 

 

Tak for støtten fra Fynske Bank !

støtter os bl.a. med materiel.

Vores logo er tegnet af Mai-Britt Schultz og kreeret af Graflab

Samarbejdspartnere:

sART danseteater, Peder Most Garden, 
B&U teatret, 
Svbg. Musikskole, Svbg. Bibliotek,
Svbg. Forsamlingshus.
Vor Frue Kirke.
Sangcenter Sydfyn
Oure Skolerne


Vi er støttet af:
Blomster på Strøget

Konnerup Chokolade

Svendborg Event

Lolks frugtplantage (æblemost)

Svendborg Event

 

Svendborgs byvåben

 ,